Torsdag d. 29. juli 2010

Jeg en oplevelses løber: Etape Bornholm Dag 4

 Jeg er en oplevelsesløber… og i dag var en oplevelsestur.

4 Etape på Etape Bornholm er nu i benene og der restere ”kun” den flade 10 km tur i og omkring Rønne i morgen fredag. Dagen lignede længe regn, så min hjerne var i fuld gang med at gøre undskyldningerne klar for ikke at tage til Hammeren hvor 4 etape skulle løbe af stabelen. Men så var det jeg jo huskede mig selv på at jeg gjorde det her for fornøjelsens skyld og som et led i min træning til maratonen i New York til November og hvis jeg ikke fik nogle km i benene ville det gå som i 2007, hvor jeg brugte 0,25 døgn i New Yorks gader, behørigt tiljublet af masserne. Så, jo jeg er en oplevelses løber og jeg vidste at dagens etape ville være en oplevelse og det blev det.

Klog af skade valgte jeg at tage af sted til startområdet i god tid, alligevel blev jeg anvist parkering på toppen af bakken ved start området og havde så fornøjelsen af at gå ned og ned og ned til starten på Hammer havn.  Hvor man i øvrigt udover at starte på 4 Etape på etape Bornholm kan opleve ”våde ovn” som er Danmarks eneste grotter som der kan sejles ind i. (http://www.bornholm.danmark-guide.dk/Sightseeing-Bornholm.956.0.html). Der blæste en frisk pålands vind og startområdet emmede af spænding (Der var meget lange køer ved toiletterne) det var tydeligt på snakken blandt løberne at denne etape er noget særligt. Så jeg valgte at varme lidt op, noget jeg ellers gør på de første kilometre når jeg løber, men er vel motionist… Jeg tror alle løbere har en egen måde de har det bedst med omkring opvarmning og udstrækning. Jeg har fuld forståelse for at elite løbere og super motionister varmer godt op og løber af efter løbene og det sker måske også for mig når jeg om et år eller 2 er kommet i markant bedre form, men lige nu skal jeg først og fremmest holde til de 8,5 km på 4 Etape og helst have overskud til morgendagens afsluttende 10 km.

Starten gik og der var fint udsyn til fronten som jo startede op af den bakke jeg for ikke længe siden var gået ned af. Efter passagen af start linien gik så op og op og op, forbi p-pladsen, hvor min bil holdt, og et lille fladt stykke og så, ja gæt engang, op igen. De første 2 km var en lang stigning, hvor man er så heldig at passere et stenbrud og kan kigge 100 millioner af år tilbage i tiden, videre gennem skoven og ud på landevejen med den mest fantastiske udsigt ud mod Hammershus Ruin og en begyndende solnedgang (Se den gik eliten så glip af, de havde travlt med at komme hen på det flade stykke), herfra var der så ned af bakke og et langt fladt (smukt) stykke de næste 3-4 km inden man kommer udover Hammerknuden og forbi Salomons Kapel, en helt igennem flot tur og igen i dag med masser af publikums opbakning på turen.

Jeg skrev i starten at jeg er en oplevelses løber, et udtryk jeg lærte på den efterhånden (af mig) meget omtalte maraton inspirations week-end. En oplevelses løber er en der løber primært for at opleve noget anderledes, det være sig ruter, byer og lignende. Mit første maraton var i 1985, næsten lige så mange år som kilo siden og det meldte jeg mig til i et anfald af ungdoms uvidenhed som et væddemål med nogle kollegaer, det seneste maraton var i New York 2007 og det meldte jeg mig til for at komme i gang med at træne igen, det virkede så ikke lige, derfor jeg tager af sted igen i år og lige nu går træningen fint. Etape Bornholm er også en del af denne oplevelses trang, jeg har boet på Bornholm i 10 år og min kone er Bornholmer, så vi er tit på øen og nu ville jeg altså prøve det der Etape Bornholm, som jeg havde hørt så meget om, så ja jeg er en oplevelses løber.

Min oplevelse på dagens etape er ikke komplet uden de sidste 500 meter…. jeg gik havde hørt en del om dem, så jeg valgte at gå et stykke fra 7,5 til omkring de 8 km og fik en sludder med en rigtig rar ældre dame fra Kibæk, der var med for 5 eller 6 gang, tyder på man bliver afhængig af dette løb. De sidste 500 meter går ruten så op til Hammer Fyr, en stigning på 75 meter, mere end de værste stigninger på Tour de France, det lykkedes mig at bevæge mig i en stilart der mindede om løb i det mindste de sidste 200 meter… men det var HÅRDT, men da man kommer i mål og de sidste meter hvor man klappes frem skal bare opleves, jeg er sikker på jeg skal med igen næste år, men med nogle flere kilometre i benene. Så i morgen er det en hygge tur på 10 km… håber jeg. 

Kommentar

Navn
Hjemmeside
E-mail
E-mail adressen bliver ikke vist for andre
Husk mig
Kommentar

CAPTCHA Indlæs igen
Skriv tegnene, der vises i billedet ovenfor